For nylig var jeg til en rund fødselsdag, hvor min bordherre var meget nysgerrig på min praksis som englehealer, og hvad der har ført mig hertil.
Noget af det første han nævnte, da jeg fortalte, at jeg er englehealer var… ”jamen så er vi vel ovre i den religiøse del af kristendommen… det er jo her, at englene kommer ind, ik’?”
Hmm… det var faktisk en god øjenåbner for mig – at mit virke som englehealer kan blive opfattet som en særlig forbundethed til kristendommen. Sådan har jeg det egentlig ikke.
For mig har åbenheden til den spirituelle verden snarere givet fred indeni i forhold til, at vi alle – uanset hvilken religion vi tror på – eller er vokset op i, kommer fra én og samme kilde.
Jeg oplever, at religiøsitet er trosretninger og fortællinger, som er bygget på hændelser, der er foregået, men som er blevet nedfældet og genfortalt ud fra en mental tankegang, hvor der kun var plads til én sandhed.
Min oplevelse er, at Jesus blev inkarneret på Moder Jord for godt 2000 år siden for at så et frø – og forankre et lys, som vi nu – 2000 år senere – er klar til at forstærke og folde ud ✨
At Jesus viste os alle, hvordan vi kan være næstekærlige og tilgivende – også overfor dem, som vi umiddelbart føler har gjort os ondt eller uret. Hvordan vi kan heale. Skabe mirakler. Hvis vi tror på os selv og på det bedste i alt og alle omkring os.
Jeg tror også på, at Jesus gik hånd i hånd med Maria Magdalene, og at de – sammen – holdt den maskuline og den feminine energi i smuk harmoni og respekt for ligeværd imellem mænd og kvinder ♂️☯️♀️
At fortællingen blev en anden – og mere maskulin version – opfatter jeg som et udtryk for den tunge energi, som Moder Jord har befundet sig i – igennem de sidste mange tusinde år, og hvor der har været en stor ubalance imellem maskulin og feminin energi.
Jeg opfatter kristendommen som et religiøst holdepunkt, hvor man har kunnet – og stadig kan – få støtte til at være i livet, med de redskaber som kristendommen stiller til rådighed.
At kristendommen, ligesom alle øvrige trosretninger – i sin grundessens – ønsker at skabe harmoni for sine følgere, at inspirere os til at være gode mennesker.
Der hvor det går galt er, når vi begynder at slåsse om, hvilken religion, der er den rette. Og når religion bliver ”tvistet” til at passe ind i en bestemt retning.
Tænk al den ufred i verden, som vi bliver foruden, når vi hæver os op over Moder Jord – som astronauterne der rejser ud til rumstationerne – og blot oplever Moder Jord som den smukke blå planet, hun er. Der hvor sløret er fjernet. Landegrænserne er væk. Vi ser blot en helhed, en planet, hvor vi alle er stjernevæsner – og hvor vi, hver især, har ansvaret for at skabe det, som vi ønsker.
Det er dét, som englehealing kan. Lige for en stund at bringe os derind (i os selv) og derud (i Universet), hvor vi kan mærke kærligheden. Kærligheden til os selv. Kærligheden til menneskene omkring os. Kærligheden til dyrene omkring os. Kærligheden til vores smukke Moder Jord 🌍
Derfor tror jeg på, at vi alle – uanset, hvor i verden vi er født og vokset op – kommer fra den samme kilde. Den samme gud. Den samme essens.
Og jeg tror på, at vi alle – i vores hjerte – har muligheden for at mærke, at vi er smukke guddommelige væsner, som ikke behøver at gå igennem en religiøs kanal eller tro for at være i kontakt med det guddommelige. Det guddommelige er i os alle.
For mig er kristendommen derfor blevet en overlevering og en fortælling – en ramme for mange af de traditioner, som jeg nyder at være en del af igennem året, fordi jeg er født og opvokset her i Danmark.
Jeg anser mig derfor ikke for at være kristen – i en religiøs forstand, men jeg nyder at fejre de tider på året, hvor vi hylder Jesus’ fødsel, død og genopstandelse.
Jeg nyder også den stilhed, som jeg kan få i kirkerummet, og betaler derfor til et medlemskab af Folkekirken.
Stilheden i kirkerummet er for mig en oplevelse af, at kirkerne er opført på steder, som holder en højtvibrerende energi, ligesom fx klostre og stencirkler.
Jeg nyder også at hylde de tider på året, som har rødder længere tilbage i tiden, og som nogle gange falder sammen med de kristne højtider.
Den spirituelle åbenhed er derfor med til at sætte mig fri, og tage kærligt imod alle de fejringer, som føles rigtige for mig.
Det føles godt at være fri.
Fri til også at kunne mærke sin indre indianer og hylde den energi, som er i alt og alle omkring os. At mærke naturens healende kraft. Træernes visdom. At hylde de vise forfædre og formødre, som levede i gensidig respekt og harmoni med naturen.
At mærke, hvordan denne frihed åbner op for hjertet og den visdom, som gemmer sig dér.
At mærke min afdøde mormors nærvær og kærlighed. Et nærvær som folder sig mere og mere ud. Min mormor som jeg blev navngivet efter. Min mormor, som troligt gik i kirke hver søndag 💖
