Hvordan foregår en healing?
Jeg får jævnligt et spørgsmål om, hvordan en healing foregår, hvad jeg gør, og hvordan det opleves.
Jeg vil prøve at beskrive det her 😊
Som healer er jeg broen imellem dig, som ønsker healing, og de højtvibrerende energier, som træder ind i dit “hellige rum” for at heale og lysaktivere på det, som du (din sjælsbevidsthed) er klar til at forløse. Jeg er kanalen, som åbner det hellige rum omkring dig, hvor der kun er adgang for lysvæsner, der tjener Gudskilden og det evige levende lys. Du vil muligvis opleve, at jeg taler et lyssprog under healingen. Lyssproget skal forstås som frekvens og koder, som forstærker healingen – men som vi ikke kan forstå med vores almindelige hverdagsforstand. Når healingen er afsluttet, lukker jeg det hellige rum omkring dig, så du er beskyttet af den healing, som er foregået.
Alle mennesker kan have glæde af en healing indenfor denne ramme – og det handler ikke om at skulle tro på noget bestemt. Man skal blot sige “ja tak” til healingen – og overgive sig til energierne i det hellige rum.
Det er meget forskelligt, hvordan man oplever healingen.
Når jeg selv bliver healet, mærker jeg snurren i mine underarme, hænder og fødder, og kan nærmest føle mig låst til madrassen 😊
Jeg mærker også energi igennem kroppen – enten som kulde eller varme.
Nogle gange ser jeg lys, farver, symboler og billeder bag mine lukkede øjne.
Efter en healing har jeg altid følt lethed i krop og sind, glæde og taknemmelighed. En følelse af at være i balance 🌟❤️

